Danmarks Industrimuseum præsenterer i samarbejde med Syddansk Universitet bogen Træ og Visioner.

Som et resultat af Industrimuseets samarbejde med Syddansk Universitet realiseret gennem Center for Industri- og Erhvervshistorie udgives bogen ”Træ og Visioner - Trævarefabrikken ”Bastian” 1875-1895 og Severin & Andreas Jensens Møbelfabrik 1861-1892” på Syddansk Universitetsforlag. 

Bogen behandler den horsensianske fabrik Bastian, som grev Frijs til Frijsenborg lod anlægge i 1875, samt den københavnske møbelfabrik, som brødrene Jensen etablerede i 1861. Fabrikkerne har udover det tidsmæssige og branchemæssige fællesskab det tilfælles, at de demonstrerer, at der var andre visioner på spil ved etableringen af virksomheder i slutningen af 1800-tallet end jagten på profit. Frijs ville virke til gavn for det han opfattede som almenhedens interesser og brødrene Jensen ville gennem industriel fremstilling udbrede skønne møbler til også de lavere klasser ud fra en tanke om sammenhæng mellem skønhed og det gode liv. 

Bogen er skrevet af museumsinspektør Kristoffer Jensen fra Danmarks Industrimuseum og museumsinspektør Kirsten Rykind-Eriksen fra Vejle Museum og den er redigeret og med forord af professor og centerleder Per Boje fra Syddansk Universitet. 

Bogen kan købes gennem Industrimuseet eller boghandlerne og er på 200 sider og koster 278 kr.   

Forord til bogen ved professor Per Boje kan læses her

Træ og visioner 1860-1900

Trævarefabrikken Bastian og Brødrene Jensens Møbelfabrik

Af Kristoffer Jensen og Kirsten Rykind-Eriksen

Redigeret af Per Boje

Per Bojes forord

Industrisamfundet slog igennem i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet. Ofte fortælles historien om, hvorledes dansk industri voksede frem i samspil med dansk landbrug. Dansk industri fulgte i den tidlige fase to spor ifølge den generelle litteratur. Det ene var industrialiseringen knyttet til forarbejdningen af danske landbrugsvarer, mest omfattende i form af mejerier og slagterier, men også i form af virksomheder, der forarbejdede korn, sukkerroer, grøntsager og frugt. Det andet spor udgjordes af de virksomheder, der imødekom landbrugets efterspørgsel primært efter redskaber og maskiner, men i stigende grad også efter almindelige forbrugsvarer som tekstiler og tobak. De to spor understøtter gårdmandslinjen i dansk historieforskning, at bønderne var drivkraften i den danske samfundsudvikling. Og de kan ses i overensstemmelse med arbejderlinjen i dansk historieforskning, at arbejdere med rod i disse industrivirksomheder med tilknytning til landbruget førte årtiers faglige og politiske kamp til sejr i begyndelsen af 1900-tallet. 

Industrialiseringen i Danmark fulgte imidlertid andre spor med en mere beskeden forbindelse til landbruget. Urbaniseringen fik sin egen dynamik i denne periode, hvor bybefolkningen øgede sin andel af befolkningen fra omkring en femtedel til omkring halvdelen. Byernes funktion som bindeled mellem dansk landbrug og udlandet bidrog nok til deres vækst, men de større danske byer voksede også tidligt i kraft af økonomiske kredsløb uden om landbruget. Der opstod industrielle storvirksomheder, der forarbejdede andet end landbrugsprodukter, og som havde deres markeder især i byerne og i udlandet. Desuden etableredes udenlandsk ejede virksomheder, der bidrog til moderniseringen af det danske samfund med byerne som deres primære markedsområde. 

Gårdmandslinjen i dansk historieskrivning har haft held til at lade den danske erhvervsmæssige modernisering fremstå med baggrund i landbruget, og det glemmes, at det var i byerne det moderne liv defineredes. Det var her efterspørgslen først slog igennem efter en ny tids produkter. Det var her nye nydelsesmidler som cigarer og siden cigaretter først udkonkurrerede skråen og røgtobak, det var her det bayerske øl først udkonkurrerede kombinationen af hvidtøl og brændevin, og det var her, at tøjmode og nye former for boligindretning først slog igennem. Bybefolkningens efterspørgsel efter varer knyttet til en moderne livsstil udgjorde grundlaget for mange nye virksomheder, der samtidig i sig selv repræsenterede det moderne ved anvendelsen af ny teknologi. Landbobefolkningen kom kun forsinket med. Godsejerne dog tidligt, både i kraft af velstand og for de størstes vedkommende i kraft af udsyn skabt gennem ophold i København og udlandet. 

I denne bog fortælles to virksomheders historier, der netop viser, at dansk industrialisering har fulgt andre spor end de to traditionelle. Historien om trævarefabrikken Bastian, anlagt af grev Frijs, er en historie med flere paralleller. Danske godsejere har en lang, men noget overset tradition for at investere i industrielle foretagender. Dansk mejeridrift begyndte i vid udstrækning på herregårdene, ligesom flere godsejere med støtte fra den enevældige stat investerede i anlæggelsen af manufakturer, typisk med henblik på tekstilfremstilling. Udnyttelsen af lokale råvarer viste sig ved mere eller mindre regelmæssig teglværksdrift. Flere godsejere havde blik for mulighederne ved en flersidig råstofudnyttelse og for fremadrettet vertikal integration.  På trods af en vis fascination af moderne teknologi og viden om storforetagender på godser i udlandet var de danske godsejeres industrielle investeringer trods alt beskedne og fulgte typisk ganske traditionelle baner med et betydeligt håndværkspræg. Det gjaldt også initiativer i tilknytning til den betydelige skovdrift, der var på mange godser. Ud over herlighedsværdierne knyttet til jagt var skovdriften typisk indrettet på lokalt forbrug af tømmer og leverancer til skibsbygning og brænde. Foretog godsejerne større investeringer i moderne virksomheder var det typisk som långivere eller relativt passive aktionærer.   

Trævarefabrikken Bastian anlagt under højkonjunkturen i begyndelsen af 1870erne fulgte ikke dette mønster. Den var resultatet af en aktiv industriel satsning af landets største jordbesidder grev Frijs. Fabrikken, der muliggjorde en forarbejdning af træ fra grevskabets udstrakte skovbesiddelser, repræsenterede ikke alene en betydelig finansiel investering, men var i sin arkitektoniske udformning og indretning med de mest moderne udenlandske maskiner tydeligvis tænkt som et foregangsforetagende. Også som præsident for ”Den Nordiske Industri- , Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888” ville Frijs gerne fremtræde som fremskridtets mand. Han havde tidligere som Konseilpræsident og mangeårigt medlem af Rigsdagen nok søgt at værne om traditionelle strukturer, men samtidig virket for øget velstand i samfundet. Almenvellets interesser i sammenhæng med et stærkt personligt æreskodeks vejede tungt i grev Frijs’ dispositioner, også når det drejede sig om private investeringer. 

Investeringen i Bastian blev ingen succes, og virksomheden ophørte i 1890. Det er der flere grunde til, herunder vanskelige konjunkturforhold, da fabrikken først stod færdig. Men mest interessant er formentlig det indblik, som historien giver i, at grev Frijs ikke formåede at finde en kompetent leder af fabrikken. Samtidig havde han uden særligt branchekendskab eller netværk svært ved at tolke fabrikkens afsætningsmuligheder, idet han i alt for høj grad satsede på afsætning til håndværkere, der var ved at blive udkonkurreret af moderne møbelfabrikker. Frijs var investoren med stor interesse for sin virksomhed, men han var hverken teknikeren eller købmanden. Han agerede, som det han var, adelsmand og godsejer, men det var ikke det, der var brug for hverken ved udformningen af strategien for trævarefabrikken eller i den daglige ledelse. Den ansatte daglige leder udviste hverken de rette evner eller nødvendige omhu, og Frijs erkendte det tydeligvis først, da det var for sent. Trods regelmæssige besøg på virksomheden forstod Frijs ikke at indhente de nødvendige informationer til at lægge kursen afgørende om. 

Frijs’ investering i Bastian kan læses som en illustration af, hvorfor danske godsejere trods betydelige formuer kom til at spille en så relativ beskeden aktiv rolle i den danske industrialisering. Med baggrund bl.a. i erfaringer fra udlandet havde mange godsejere tidligt blik for industriens tiltagende betydning, og de udvidede i flere tilfælde deres mere traditionelle industrielle investeringer med investeringer inden for nye brancher. De udkonkurreredes dog af andre gruppers investeringer, af bøndernes investeringer i andelsmejerier og af teknisk og kommercielt kyndige iværksætteres investeringer inden for bl.a. teglværksdrift og tekstilvirksomhed. Godsejerne manglede formentlig ligesom grev Frijs nøjere teknisk og kommerciel indsigt, og med stærke rødder i det traditionelle samfund havde de vanskeligt ved at tolke udviklingstendenser og muligheder i det moderne samfund, som de så bryde frem. De fulgte interesseret tidens innovationer, men de var ikke selv innovative, når de aktivt forsøgte sig industrielt. 

Historien om Brødrene Severin og Andreas Jensens Møbelfabrik i bogens anden del er en ganske anden historie. Brødrenes virksomhed var en succeshistorie gennem årtier, men dens baggrund var også en anden, finansielt og ledelsesmæssigt. De to brødre, der var håndværksuddannede som henholdsvis snedker og maler, etablerede deres virksomhed i 1861 uden startkapital. Som typiske iværksættere lånte de privat, således beskedne summer af faderen, og de opnåede betydelige leverandørkreditter bl.a. ved udstrakt brug af underleverandører. De havde ikke adgang til længerevarende institutionelle lån, men gjorde flittigt brug af de relativt gode muligheder for at få diskonteret veksler, som de trak på et netværk af nære forbindelser. I de første år af virksomhedens levetid begrænsede brødrene tydeligvis de faste omkostninger. 

Det var først fra 1869, at brødrene investerede i fast ejendom med købet af Hotel du Nord og senere tilstødende ejendomme i den karré, hvor Magasin du Nord, København, i dag er beliggende. I 1882 lod brødrene desuden opføre en fabrik i ejendomskompleksets gård. Fabriksindretningen gjorde det muligt at integrere alle led i produktionsprocessen, fra træets tørring, opskæring, bearbejdning, samling og overfladebehandling. Her blev plads til at anvende arbejdsmaskiner drevet af en dampmaskine placeret i kælderen af den fem etagers høje fabriksbygning. Den manuelle del af arbejdsprocesserne var stadig dominerende, men en stigende del foregik nu industrielt med brug af maskiner. Den afgørende forskel i forhold til tidligere var dog, at brødrene kunne sikre et mere regelmæssigt arbejdsflow i produktionsprocessen, og der kunne spares transporttid mellem forskellige forlagte håndværkere eller egentlige underleverandører rundt i byen. Underleverandører anvendtes dog fortsat til en række finere specialarbejder. 

Overgangen fra håndværk til industri med øget brug af mekanisk kraft er velkendt fra mange brancher. Denne fremstilling viser gennem en præcis afdækning af arbejdsgangene i virksomheden, hvorledes overgangen skete ganske gradvis. Forholdet til de ansatte ændredes, men også her er kontinuiteten slående med brødrenes fortsatte patriarkalske indstilling til de ansatte, ligesom udarbejdelsen af priskuranter for forskellige arbejdsopgaver efter fabrikkens opførelse nok var mere omfattende end tidligere, men ikke principielt noget nyt. Også i begyndelsen af 1870erne, da svendene i flere fag begyndte at organisere sig, havde der været aftalt priskuranter mellem arbejdsgivere og ansatte. Historien om Brødrene Jensens Møbelfabrik er nok så væsentlig i sin afdækning af de visioner, som prægede brødrene.

Brødrene havde erfaringer fra udlandet og var samtidig en del af det kunstindustrielle miljø i Danmark. Det glemmes undertiden, at Danmark med Den kgl. Porcelænsfabrik, anlagt tilbage i 1775, og flere privat ejede fajancefabrikker i anden halvdel af 1800-tallet havde en ganske stor kunstindustri. Virksomhederne gjorde sig smukt gældende på internationale udstillinger i lighed med brødrenes og andre møbelfabrikker. Disse virksomheder indgik i et kunstindustrielt miljø, der omfattede arkitekter, kunstnere, håndværkere og fabrikanter, og som ifølge fremstillingen om brødrene Jensens Møbelfabrik arbejdede ud fra samme vision om gennem skønhed, kunst og smukke ting til hjemmet at opdrage borgerne til at være engagerede i samfundet og få et bedre liv. Visionen havde rødder i tysk 1700-tals filosofi og doceredes bl.a. på Kunstakademiet, hvor brødrene var blevet grebet af den gennem især professor G.F. Hetsch’s tegneundervisning. Visionen omfattede også en integrering af videnskab og ny teknik til højnelse af samfundet. H.C. Ørsteds arbejde for oprettelsen af Polyteknisk Læreanstalt kan ses som et led i denne bevægelse, som brødrene var inspireret af, og hvis fortalere støttede dem. 

Brødrene opnåede en ganske høj produktivitet gennem et rationelt bric-a-brac system, idet de lavede standardenheder til f.eks. skabe, borde og stole, som kunne blive sat sammen efter kundeønsker. Det samme gjaldt påsætning af dekorative præfabrikerede elementer. De kombinerede dermed den rationelt tilrettelagte masseproduktion med imødekommelse af individuelle kundeønsker. I det hele taget var deres virksomhedsstrategi præget af en betydelig vægt på kundeservice og markedsføring gennem udstillinger og udsendelse af trykt materiale. Den tætte kundekontakt var givet båret af ønsket om at udbrede den gode smag og fremme et bedre liv og peger som sådan frem mod det 20. århundredes designbevægelse, men den var, som det også fremgår af fremstillingen, tillige et nødvendigt led i den hårde konkurrence med andre møbelvirksomheder. 

Severin og Andreas Jensens Møbelfabrik var trods de to brødres forankring i det traditionelle håndværk en for sin tid moderne virksomhed. Anvendelsen af den nyeste teknologi og en effektiv organisering af arbejdsprocessen skulle holde omkostningerne nede, så virksomheden kunne levere kvalitetsmøbler i forskellige prisklasser. Brødrene trak tydeligvis på deres tekniske og håndværksmæssige indsigt. Der blev imidlertid ofret ligeså stor opmærksomhed på salgssiden. Det merkantile blev - også vurderet med nutidens standarder - ganske moderne understøttet af en fortælling om, at indretning med brødrenes møbler sikrede kunderne et smukkere og mere harmonisk liv. Stilen er en anden i dag, men moderne livsstilsmagasiner indeholder budskaber, der ikke er så forskellige. 

Bogens to virksomhedshistorier viser, at de to traditionelle spor af dansk industrihistorie er ufuldstændige. Dansk industrihistorie har flere facetter, end de to spor umiddelbart fortæller. De to historier illustrerer også, at det ikke var nok med rigelig kapital og anskaffelse af den nyeste teknologi. En virksomheds succes forudsatte en klar strategi med en årvågen daglig ledelse med et tæt netværk, og det var nødvendigt at understøtte afsætningen med en stærk markedsføring. Formel uddannelse i ledelse og markedsføring hører det 20. århundrede til. Det blev derfor ejere og daglige lederes netværk, praktiske erfaring og kunnen, der afgjorde, om en virksomhed i hvert fald for en periode opnåede gode økonomiske resultater. 

Per Boje